Krabbefesten 2005
Til krabbefesten i år var der knap så mange som året før, men at samle 150 glade og feststemte personer, synes vi stadigvæk er flot.
At vi afholder disse fester i primitive omgivelser med sand på gulvet og den særlige menu, giver en helt speciel oplevelse. Tilbagemeldinger fortæller os da også, at det og den hyggelige atmosfære, hvor man kommer hinanden ved, er medvirkende til den store opbakning år efter år.
Dagen startede med masser af blæst, så vi var lidt spændt på, om man kunne holde varmen - specielt de der skulle sidde i teltet, som klubhuset var forlænget med, men vinden lagde sig til aften, så dermed var problemet løst.
Vi har efterhånden lært, at mange møder tidlig op, så allerede fra ca. 17.30 var bartenderne på plads, så ingen skulle sidde og tørste, og derefter forløb aftenen ellers som traditionen tro. Masser af torskefad, fiskefrikadeller og krabbeklør. Appetitten var stor i år, så der var ikke meget tilbage på fadene, da spisningen var ovre, så det må være et stort skulderklap til Merete som havde tilberedt torskefadene, og til Harry og Co. som stod for fiskefrikadellerne og ikke mindst Helge, som havde kogt alle kløerne. I forbindelse med spisningen blev der solgt amerikansk lotteri, og her var vinderchancerne store ( for de der nåede at få lodder ), da vi ved en "regnefejl" kun havde det halve antal lodder i forhold til hvad vi plejer, men vi kan godt love her, at der til næste år bliver lodder til alle.
Efter spisningen spillede "husorkestret" op til dans, og der var mere end trængsel på dansegulvet hele aftenen. Musikken stoppede kl. ca. 01.30 og kl. 02 var de sidste gæster taget afsted, og vi kunne se tilbage på endnu en vellykket og hyggelig aften.
Der er ikke så mange billeder fra festen, da "fotografen" ikke kunne være med i år, men lidt har også ret.